Tid er den bedste gave, vi kan give til hinanden
I mange familier er det blevet mere og mere almindeligt at give hinanden oplevelser til jul og fødselsdage. Det kan være rejser, kortere ferieophold, som f.eks. weekendophold i sommerhus eller på hotel, anderledes turistoplevelser inden for landets grænser eller gavekort til diverse aktiviteter. Fælles for disse er idéen om, at tiden sammen er den bedste gave, vi kan give til hinanden. Når vi giver oplevelser, samler vi familien om noget fælles. Minderne, vi skaber sammen, lever ofte længere end selve oplevelsen og er noget, der kan vokse til historier, vi deler med hinanden igen og igen.
Hvorfor betyder tid sammen så meget?
Al forskning peger på, at familietid er tæt forbundet med både børn og forældres trivsel. Det virker nok på de fleste af os som at sparke en åben dør ind. Vi ved godt, at den tid, vi bruger sammen som familie, betyder noget. Men er al tid sammen altid god? Ikke nødvendigvis. Ifølge flere undersøgelser er det en forudsætning, at forældrene også er til stede rent mentalt, ellers bliver tiden sammen ikke kvalitetstid. Den gode nyhed er, at det viser sig, at “kvalitetstid” ikke defineres af, hvad vi finder på at lave sammen, men af det simple faktum, at vi er sammen. Et britisk studie fra 2021 fandt, at de ting, vi laver sammen, ikke i sig selv kan forklare den positive effekt, samværet har på både forældre og børn. Der må altså være noget i det at bruge tid sammen, som rækker ud over, hvad vi bruger tiden på. I en travl hverdag kan det ofte være svært at finde ro til at nyde længere øjeblikke sammen. Ofte er vores kvalitetstid begrænset til et par timer hist og her. Det kan derfor være rart en gang imellem at trække stikket og tage på en miniferie eller weekendudflugt sammen.
Familierejser i forandring
Familieturisme er i dag en af de vigtigste drivkræfter i rejsebranchen. Samtidig kan turistiske familieoplevelser kobles direkte til børns udvikling og trivsel. Det kan være lærerigt for børn såvel som voksne at opleve andre kulturer og møde mennesker med anderledes livsvilkår. Det lærerige potentiale ved ferier, har kickstartet en række nye ferieformer, deriblandt det japanske tabi-iku (løst oversat: uddannelsesrejse), hvor der under ferien er fokus på barnets empati, selvsikkerhed, evne til at udtrykke sig og tænke selvstændigt. Men læring og udvikling kan også ske selvom man ikke rejser ud i verden. En tur på museum eller et ophold på et feriecenter kan udfordre børnene både intellektuelt og socialt. Ifølge det internationale rejsebureau Agodas rejsetrends for 2025 topper familierejser listen over rejsetendenser, og mange vælger netop korte, hjemlige ophold frem for lange udenlandsrejser. Også i Danmark ses en klar tendens: Danskerne er i stigende grad turister i eget land.
Staycation: ferieglæde tæt på hjemmet
Flere og flere familier vælger i dag at holde ferie tættere på hjemmet. Bæredygtighed, økonomi og rejsetid spiller en stor rolle, når næste feriedestination skal planlægges, og for mange er en såkaldt staycation blevet et oplagt valg. Den tid, der spares på transport og planlægning, kan i stedet bruges på afslapning eller oplevelser sammen som familie – og det er netop det, mange efterspørger i en travl hverdag. I den sammenhæng kan et årskort være en lille investering, der giver stor værdi.
Årskortet: En nem vej til mere familietid
Med et årskort til et af landets mange forlystelsesparker, museer, zoologiske haver eller andre attraktioner bliver det nemt at lægge små feriestunder ind i kalenderen – også uden for de sædvanlige ferieperioder. Det kræver hverken dyre flybilletter eller detaljeret planlægning, og turene kan tilpasses familiens energi og dagsform. Nogle gange kan et par timer være nok til at skabe en god oplevelse, fordi børnene allerede kender stedet og føler sig trygge. Årskortet giver en vis frihed; man kan tage afsted spontant uden at bekymre sig om, hvorvidt det “kan betale sig,” og man kan gentage turen igen og igen. Det, børn husker, er ikke nødvendigvis de store oplevelser, men den tid, man rent faktisk delte sammen.