Nocturisme: Hvorfor 2025 er nattens år
No items found.

Nocturisme: Hvorfor 2025 er nattens år

Oplevelsesartikel

I juletiden er mørket fyldt med spændende eventyr og smukke lys, og det er særlig sandt i år, for natten har aldrig haft så meget, at byde på som nu. Læs om den nye trend nocturisme, hvilke oplevelser julemørket kan byde på, og find ud af, hvordan du kan gå på nordlysjagt i Danmark.

HVAD ER NOCTURISME?

Det noget spøjse udtryk “nocturisme” dækker over en af rejsebranchens helt store trends i de senere år. Det er ikke fordi vi har fået nok-af-turisme, nej tværtimod, det er sidste skud på stammen af turismeindustriens mange muligheder for, at tilbyde nye og anderledes oplevelser. Ordet er en sammentrækning af det engelske “nocturnal” (nataktiv) og turisme. Kort sagt er der tale om natturisme. I en BBC-artikel fra januar i år, fremhæves nocturisme som den største af syv trends, der ifølge en række turismeorganisationers forudsigelser, vil forme 2025. Nocturisme indkluderer alle turistattraktioner og -oplevelser, der foregår efter mørkets frembrud – det kan være alt fra aftenåbent på muséet til bioluminescente strande, natsafari og nordlysrejser.

EVENTYR I JULEMØRKET

Den danske juletid, er et oplagt tidspunkt at udforske nattens mange spændende eventyr. Der er intet tidspunkt på året, hvor der er mere nat end julen. De lange nætter fyldes med lys i denne tid, gågader i hele landet er dekoreret med de smukkeste lys, og i hjemmene breder hyggen sig i stearinlysenes skær. Men der er også et hav af muligheder for at gå på eventyr i de danske forlystelsesparker og attraktioner, hvor lys og mørke gemmer på masser af overraskelser. Allerede i november måned, kan man på en række danske øer opleve kulturweekenden Lys i Mørket, og i julen kan de historisk interesserede bl.a. opleve muséer og slotte after dark, eller tage med på vægterrundgang gennem gamle købstæder. Også for naturelskere er der rig mulighed for at opleve lys i mørket, f.eks. i Dark Sky Parkerne rundt omkring i landet, hvor nattehimlen er særlig fri for lysforurening, og hvor man derfor har en sjælden mulighed for at se stjernerne som man aldrig har set dem før.

TAG PÅ NORDLYSJAGT I DANMARK

Når vi kalder 2025 for nattens år, så er det både et nik til nocturismens indtog, med alle sine mørklagte mysterier, og nogle helt særlige planetære omstændigheder, der falder sammen i år. I år er nemlig det bedste tidspunkt at se nordlys i over 10 år! Solens 11-årige cyklus når sit højdepunkt her i 2025, med en langt højere aktivitet end vi kommer til at se igen i det næste lange stykke tid. Nordlyssæsonen løber som regel fra september til april, så denne jul er det perfekte tidspunkt at tage på nordlysjagt herhjemme. Så hvis du er klar på et anderledes juleeventyr, finder du her vores lille guide til at tage på nordlysjagt:

1. Tjek vejrudsigten

Se om der skal være overskyet, der hvor du er. Der findes også både apps og facebooksider, hvor man kan finde yderligere information om forholdene for nordlys.

2. Klæd dig varmt på

3-lagsprincippet! Start inderst med uld, f.eks. skiundertøj, tag så en fleece over og slut af med et lag af åndbart og vand- og vindtæt overtrækstøj. Husk handsker, hue, halstørklæde og varmt fodtøj.

3. Sørg for at alt er ladet op

Lad kameraets batteri, mobil og evt. powerbank helt op hjemmefra.

4. Undgå lysforurening

Sørg for at komme så langt væk fra kunstigt lys, som du kan – tag f.eks. til en Dark Sky Park. Tag nordpå i Danmark, på Sjælland kunne Sjællands Odde være et godt bud. Hold lygten slukket, når du kan, og undgå at kigge for meget på din mobil.

5. Brug et kamera

Nordlysets farver er nemmere at se på et kamera, man kan ikke se farverne helt ligeså klart med det blotte øje som billeder kan vise dem. Desuden har du nu bevis på at du har set nordlyset, og kan dele oplevelsen med venner og bekendte.

Pro tip: husk at tjekke at dit SD-kort sidder i kameraet, og at der er nok lagringsplads.

Pakkeliste

  • Kamera/mobil
  • Tripod
  • Varmt tøj (tre lag)
  • Evt. heat pads, dvs. fod-/håndvarmere
  • Tæpper
  • Festivalstole el. andet at sidde på
  • Kaffe eller te på kanden
  • Mad, vand og snacks
  • Pandelampe eller lygte (+batterier)
  • Evt. powerbank

Sådan tager du billeder af nordlys

At tage billeder af nordlyset er ikke så ligetil som man måske tror. Her et par gode råd hvis du henholdsvis har et mobilkamera eller almindeligt kamera:

Husk at bruge tripod, eller find en måde at holde mobilen/kameraet helt stille, evt. ved at stille den på eller op ad noget.

Mobil kamera:

  • Manuelt fokus. Tryk med en finger på f.eks. en af de større stjerner på himlen, så du er sikker på at der er fokus på nattehimlen
  • Ingen blitz
  • Iso mellem 800 og 3200
  • Lang lukketid (f.eks. mellem 2 og 15 sekunder, jo længere lukketid, des mere lys vil kameraet fange)

Nogle mobiler har kun automatiske indstillinger, men det vigtigste er at deaktivere blitz, sørge for korrekt fokus og holde mobilen helt stille. Hvis du f.eks. bruger iPhone vil der dukke et halvmåneikon op, når det er mørkt. Tryk på det i menuen og træk “pilen” mod højre for at øje lukkehastigheden.

Kamera:

  • Brug manuelt fokus
  • Iso mellem 800 og 3200
  • Hvis muligt brug vidvinkelobjektiv
  • Blændeværdi mellem f/1.4 og f/4
  • Lukketid mindst 2 sekunder